Jeg er stadig bedste venner med de sene nattetimer.

Glædelig fucking jul.

Der var engang var jeg drømte om at føle hele verden på min egen krop. 

Jeg gjorde alt hvad der stod i min magt for at sikre mig, at mit liv i det mindste ville være rigt på minder, oplevelser, sår på krop og sjæl. 

Det var dengang jeg brændte for at skrive om livet, om samfundet, om hele den forbandede verden vi lever i. Det var dengang jeg sang af mine lungers fulde kraft, ligeglad med hvem der hørte på det og hvad de måtte mene om det. Det var dengang jeg ikke altid skulle overbevise mig selv og resten af verden om,  hvor hård og ligeglad jeg ikke længere er.
Nu er det hele bare det samme, facader, falsk, til at brække sig over.

Og jeg er ikke sikker på jeg overhovedet er mig længere, eller hvem jeg nogensinde var. 

Men vi flyver kun lige indtil til vi endnu engang falder, bukker under for vores indre demoner og alt det had vi indeholder.
Og så sidder vi endnu engang her og kigger opgivende på hinanden.

For i virkeligheden har vi allerede givet op.

Med ham er jeg så hævet over alle andre, at det næsten er ynkeligt.

Vi var aldrig rigtigt virkelighed

Vi var ønsketænkning, fantasi.
Vi druknede os selv i tanker om et falsk nærvær,forestillinger om ægte kærlighed - lige indtil løgnene knækkede omkring os. 

Vi var aldrig rigtigt virkelighed. Men forhelvede, hvor var vi uvidende (og naive)!

"It is hard to watch someone you love fall so deeply under the spell of a substance that turns him or her into a stranger."

Jeg er ked af måden det her er endt på. Det er jeg virkelig!
Men jeg er ikke længere i stand til at se dig forvandle dig selv til nogen, jeg egentlig ikke kender og faktsik ikke har lyst til at kende. Og jeg er heller ikke længere i stand til at klare konstant at løbe panden mod en mur, i et nyttesløst forsøg på at redde dig, hjælpe dig, få dig til at vågne af rusen!

Jeg prøver hele tiden at huske mig selv på, at jeg virkelig har prøvet hårdt, at jeg ikke forlod det her uden kamp.
Men i virkeligheden gør det ikke den store forskel. Vi får aldrig det venskab igen, og du er stadig ved at slå dig selv langsomt ihjel, indefra.
Jeg vil altid savne og elske den Kristian jeg lærte at kende.